- Ja, jeg vidste godt, at Kim var så syg. Og det var på mange måder forfærdeligt at vide det.
Det siger Kim Larsens ven, manager og medlem af Kjukken, Jørn ”Ørn” Jeppesen. Han var den eneste ud over familien, der vidste, hvor syg Larsen reelt var.
- Vi havde turnéer kørende og så videre, så han informerede mig ret hurtigt. Vi havde uendelig tillid til hinanden, og han vidste, at informationen ikke kom videre, siger Jørn Jeppesen i en dokumentar, som DR viser i aften.
- Vi holdt det hemmeligt, og bandet vidste heller ikke noget. På den måde var det en underlig tid med dobbeltspil – men det bragte os også endnu tættere sammen.
Nyheden skulle ud
Siden 2001 har Jørn Jeppesen været manager for Kim Larsen, selv om Larsen ikke brød sig om ordet ”manager”. Det var for smart, syntes han, og han kunne bedre lide den italienskklingende impresario. Så det kaldte han Jørn Jeppesen.
Derfor var det også Jørn Jeppesen, der sidste søndag morgen skrev en pressemeddelelse om Kim Larsens død og sendte den til nyhedsbureauet Ritzau. Sekunder efter var nyheden ude på alle danske nyhedssites.
- Jeg har skrevet mange pressemeddelelser for Kim. Og lige pludselig sad jeg og skrev det der… Jeg var forberedt på det, men jeg nægtede at skrive den, før den absolut skulle ud. Det var forfærdeligt.
Og selv om den sidste tid var hård for dem begge, oplevede Jørn Jeppesen en side af sin ven, som imponerede ham.
- Der var så meget i den her moderne verden, Kim ikke var god til. Computere, mobiltelefoner og så videre. Han sagde altid: ”Ørno, kan du ikke lige finde det og det på nettet”. Så det overraskede mig, hvor sej han blev i det sygdomsforløb, han gik igennem. Det var meget imponerende. Han holdt virkelig fanen højt.
Det har ikke noget med mig at gøre
Siden 2015 har Jørn Jeppesen været medlem af Kjukken. Og da bandet spillede deres sidste store koncert på Smukfest i august for omkring 50.000 mennesker, stod han på sin plads på Bøgescenen ved siden af den siddende Larsen.
- Det var meget intenst. Vi spillede normalt for 5.000-10.000 mennesker, og det blev så intenst, at vi lidt følte os som et lille band i et bur, der spillede lidt med os selv. Det var ret uvirkeligt.
- Vi håbede bare, at det var gået godt. Det er ikke krukkeri – det var bare en oplevelse ud over det menneskelige.
Var Kim Larsen glad?
- Ja, men han sagde ordret: ”Det har ikke noget med mig at gøre”. Men det havde jo alt med ham at gøre! Hans sange blev jo større end ham selv – og det gjorde dén oplevelse også.
Få det stoppet, Ørno
Kim Larsen fik konstateret prostatakræft i december sidste år. Flere koncerter måtte aflyses, men i sommer drog han og Kjukken atter på turné. Alle kunne se, at Larsen støttede sig til en stok, men kun meget få vidste, at han var dødeligt syg. Men han nægtede at lade være med at spille.
- Han ville spille til det sidste. Og det var meget vigtigt for ham at komme på den sommerturné. Jeg tilbød ham mange gange i forløbet, at vi droppede den turné – men han ville! Han var en ægte spillemand til det allersidste.
Siden Larsen sov ind for en uge siden, er det strømmet ind med mindeord, der er lagt blomster, og der er arrangeret mindeoptog og mindekoncerter. Jørn Jeppesen er slet ikke i tvivl om, at Kim Larsen ville have sat pris på det, men:
- Han ville have haft ringet til mig efter et par dage og sagt: Kan du ikke få stoppet det der, Ørno. Nu er det nok.
- Men det betød meget for ham at mærke opbakningen fra publikum. Og han blev rigtig god til at tage imod og give udtryk for sin glæde ved sit værk. Da jeg lærte ham at kende, kæmpede han imod, for da var det de nye sange, han prioriterede. Men de sidste fem-seks år accepterede han sin popularitet og publikums fornøjelse ved at høre ham.
Stok og ydmyghed
Hvad kunne han?
- Han kunne skrive sange, som folkedybet tog til sig. Han var en del af folkedybet selv. Men han var også idealist og kompromisløs, og han ville gerne skubbe til normerne. Og når han brugte det i sine sange, så blev den overbygning, han besad, destilleret ned til noget, som betød meget for mange mennesker.
Kunne du mærke, at han begyndte at forholde sig anderledes til sin musik med årene?
- På den sidste plade ”Øst for Vesterled” fik han rygproblemer. Han begyndte at gå med stok og blev mere ydmyg i sin tilgang til livet. Han ville ikke kaldes kunstner – men han var jo kunstner! I virkeligheden var han bare træt af alle dem, der kaldte sig for kunstnere og artister. Men han var kunstnerisk, fordi han var så kompromisløs og original. Det satte sig i de tekster på pladen – så der kom en anden farve ind over.
Savner ham ad helvede til
I 1994 flyttede Kim Larsen fra København til Odense.
Ifølge hans impresario havde han indstillet sig på et helt andet musikalsk liv. Han troede, at den store historie nu var fortalt, og at han bare skulle spille på barer. Men i Odense begyndte han at spille sammen med nye musikere, og i 1997 mødte han Jørn Jeppesen.
Jeppesen holdt behørigt afstand til ham i nogle år, men i 2001 blev han Larsens manager, og ved siden af det professionelle arbejde udviklede de et tæt venskab.
- Jeg var så glad for ham. Han var fantastisk. Han var sgu så dannet og klog og sjov. Halvdelen af tiden grinede vi jo. Han var en fornøjelse at være i nærheden af.
- At være i øvelokalet var faktisk det mindst sjove, for han gad ikke at øve. Men han gjorde det alligevel, for det skal man. Vi skulle bare altid over til bordet og drikke et glas portvin, inden vi gik i gang. Han var sgu fed.
Hvad vil du savne allermest?
- Ham. Alle siger: Nu bliver der stille. Og det gør der. Der bliver også virkelig stille i mit liv nu. Men jeg skal jo ikke ynke. Jeg har fået lov til at lære ham at kende. Jeg kommer selvfølgelig videre - men jeg savner ham ad helvede til.
